Københavns Akvarieforening
Forsiden  Foreningen  Møder  Akvariebladet  Galleri  Faktasider  Links 

Forsiden / Foreningen / De gamle koryfæer / Edvin Brorsson








Edvin Brorsson

 
 
 AKVARIEBLADET 1989:
 

 Edvin Brorsson

 

Fra Sverige er der kommet meddelelse om, at Edvin Brorsson er død.

Han var født den 6. juli 1899.

 

Der er muligvis ikke så mange af de nuværende medlemmer, der kendte Brorsson, da han ikke i de senere år har foretaget så mange rejser til udlandet, som i sine yngre dage.

 

Brorsson var en ener indenfor den gruppe, der interesserede sig for akvarier. Han ledede foreninger, holdt foredrag, var udgiver af det svenske blad ”Akvariet”, skrev mange artikler og akvariebøger, og fik mange til at gøre en ekstra indsats for akvariesagen. I Påsken 1953 foretog Brorsson en foredragsrejse til foreninger under den daværende Danske Akvaristers Provinsunion.

 

Han ville gerne have samlet foreninger i Skandinavien i et tættere fællesskab. Han foretog også flere rejser til Øst- og Vesteuropa og fik mange venner der. Helge Gottliebsen, H. C. Ørstedsvej 48B, leverede fiskefoderet Ebro, og et middel mod pletsygdomme hed Ebrosin fabrikeret efter recept af Brorsson. Selvfølgelig var han særligt indbudt til K.A.’s 50 års fest.

 

Da krigen sluttede i 1945, var der mange varer, der ikke mere fandtes i Danmark i de følgende år, men Brorsson hjalp både med svenske penge og med sjældne varer. Til Jul skrev han et brev med besked om, at der i Havnegades kiosk lå lidt kaffe og risengryn eller andet til højtiden.

 

Vi blev indbudt til at deltage i interskandinavisk guppyudstilling i Malmö. Et år fik jeg det hverv at fragte de danske guppyer derover. Det kunne der være problemer med, for det svenske toldvæsen havde været ude for, at fiskene blev solgt i Sverige for at få svensk valuta.

 

Ved færgelejet udenfor afspærringen stod Brorsson og ventede. Han gik hurtigt hen til en af betjentene og sagde, at jeg skulle skynde mig til udstillingen. Afspærringen blev hævet, så jeg kunne kommer under den, og Brorsson kørte mig til udstillingen. Brorsson var et ganske usædvanligt menneske.

 

Johs. (Jensen)


Print this page